Spinatsnegle med bacon

I dag skal jeg ud og servere til noget Abba-haløj hele aftenen, og en madpakke var derfor påkrævet. Jeg tænkte jeg ville prøve noget lidt andet end de obligatoriske pølsehorn eller sandwichs, så jeg har prøvet at lave en lidt updatet version af en pizzasnegl.

Jeg har lavet nogle dejlige snegle med spinat, bacon og parmesan.

Ingredienser:

1 dl lunkent vand
½ dl lunkent mælk
En halv pakke økologisk gær (Gør jer selv den tjeneste at prøve øko gær, det er så meget bedre! Men selvfølgelig kan almindelig gær bruges og tørgær for den sags skyld)

1 tsk øko rørsukker
2 tsk salt
2 spsk flydende becel eller olie eller smør eller margarine
50 g økologisk speltmel
200 g økologisk hvedemel (Jeg anbefaler øko mel, men selvfølgelig kan det laves med ganske almindeligt mel)

 

Økologi

Den observante læser vil nok bemærke at jeg bruger en del økologiske varer, det skal siges at der i min blog ikke vil herske form for fanatisme, men jeg vil dog alligevel på det kraftigste anbefale at bruge så mange økologiske varer som dit dankort tillader dig. Når det nu er sagt så kan det hele sagtens laves med uøkologiske vare, det er bare lige lidt lækre uden en masse kemikalier og e-numre!

Sådan laver du spinatsnegle med bacon

Start med at røre vand, mælk og gær sammen til en jævn masse, lad det stå mens du vejer de andre ingredienser af og hælder dem i en skål.

Nu skal fedtstoffet i, i dag bruge jeg flydende Becel, normalt ville jeg nok have brugt olie, men nu havde jeg  noget flydende Becel der ikke kan holde sig så længe så det bruger jeg. Du kan også bruge smeltet smør eller margarine, det bestemmer du selv.

Jeg røre min dej på en røremaskine, men hvis du ikke er så fancy så må du ælte den i hænderne. Nu tilsættes melblandingen til væsken lidt af gangen. Når alt melet er tilsat skal den bare æltes, og den skal æltes grundigt til alt melet er absorberet og den er helt fin, jævn og smidig. Som regel ælter jeg ikke på bord, jeg ælter oppe i et dej fad, dette gør jeg af flere årsager den første er at jeg hader at gøre bordpladen rent for dej og mel, men også fordi dejen ikke hænger så meget fast i et dejfad eller en stor skål og man kan bedre kontrollere at man ikke kommer for meget mel i dejen.

Når dejen er færdig skal den stilles til hævning et lunt sted, til den har dobbelt størrelse. Og hvor længe er det tænker du ? – Ja det er ikke godt at vide, men jeg ville stille den minimum 1 time til første hævning.

 

Fyld:

50 g smeltet smør

2 fed Hvidløg

1 tsk. Timian

75 g fint reven Øko Parmesan (Jeg anbefaler at bruge en hel ost helst, ikke sådan noget der er revet på forhånd, men alt ost kan i princippet bruges)

1 pakke Bacon

Lidt hjemmelavede Ristede løg

2-3 håndfulde Spinat

 

Så skal der laves fyld

Først skal der laves sprødt bacon, jeg bager det i ovnen, jeg har brugt bacon i strimler, fordi det havde jeg lige i fryseren men jeg ville nok normalt have brugt tern da det skal være i små stykker. Men altså, jeg startede med at klippe mine strimler til tern, og så lagde jeg dem på en bageplade med bagepapir på, og bagte dem i ovnen på 200 grader til de var færdige. De var færdige da duften af bacon havde bevæget sig fra køkkenet og ind i mit soveværelse hvor jeg lå og så Spise med Price ! Ca. et Spise med Price afsnit tog det nok. Det gyldne bacon blev taget ud af ovnen og lagt på fedtsugende papir så det kunne blive sprødt og køle af.

Prøv at undgå at spise dem alle inden du skal blande fyldet!

Så hakkede jeg nogle håndfulde spinat og mine fed hvidløg i min minihakker, hvis du ikke har sådan en eller en blender eller en foodprocessor, så er det bare surt kurt og så må du hakke i hånden! Så rev jeg parmesan osten fint på et rivejern. Og i en skål blandede jeg den nu hakkede spinat og revne parmesan med det ristede bacon, samt timian og lidt af mine hjemmelavede ristede løg som jeg knuste i hænderne. Jeg smeltede smørret i mikroovnen (Det skal have ret kort tid, hold lige øje eller sker der eksplosion.). Jeg hældte smørret over i skålen og blandede det hele godt sammen.

Så skal der rulles

Min dej som nu var hævet til dobbelt størrelse skulle så rulles ud.

Næ se hvor stor og fin den er!

Jeg ruller altid dej ud mellem to stykker bagepapir, det gør jeg fordi jeg som tidligere nævnt ikke gider at have dej på mit bord. Og så får jeg heller ikke dej på min kagerulle og så er der mindre opvask. Ydermere så hænger dejen ikke fast på bagepapiret hvor ved det gør det muligt at rulle den ud uden at tilsætte ekstra mel og så får man en dej der ikke risikerer at blive for tør. Det var mange fluer med et smæk HUJAH.

Nå men altså dejen blev rullet tyndt ud mellem to stykker bagepapir, så spredte jeg fyldet ud over og så rullede jeg den sammen som en roulade.

Så skar jeg den i 10 stykker som jeg satte til at hæve i 30-40 minutter

Derefter pensles sneglene med æg og sættes i ovnen ved 200 grader til de er flotte og gyldne, hvis du er i tvivl om de er færdige så tag en ud og bank den i bunden, hvis den lyder hul og bunden er sprød så er den færdig.

Klar til madpakken

De smager rocker godt, og er helt sikker rigtig gode i madpakken sammen med nogle grøntsagsstave eller en salat !

Follow:
Share:

4 Comments

  1. april 16, 2012 / 10:30 am

    Lotte, de ser megagode ud!! Jeg skal ud og købe ind i dag, så skal helt sikkert købe ind til at lave dem her til madpakken. MUMS!

    • april 16, 2012 / 2:33 pm

      Yay ! Sådan Signe , bring mine opskrifter til Afrika <3 😀 !

  2. Maria
    april 17, 2012 / 7:56 pm

    Hey Lotte!
    Hvor er en AWESOME blog du har! Glæder mig til at se flere spændende ting. Mmmh, har de her snegle i ovnen nu og her dufter så lækkert!
    Weee 🙂

    • april 17, 2012 / 11:11 pm

      Hej Maria.
      Det lyder bare super, hvor er det dejligt at folk vil prøve mine opskrifter ! Du må endelig fortælle hvad du synes om dem og om det gik godt 😀 !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *