Gæsteindlæg! Sædskifte med Katja Hemming

I dag sker der noget helt nyt på bloggen, jeg har nemlig fået besøg af en gæsteblogger. Jeg har nemlig lokket Katja fra minkøkkenhave.dk til at skrive om sædskifte. Hvis du kan lide at læse om køkkenhave, og få en masse gode tips, så vil jeg anbefale at følge Katjas blog. Du kan også følge Katja på instagram hvor hun deler meget smukke billeder og små vidoer fra sin have, altid fulgt af gode tips og informationer.

Katja Hemming Hansen fra minkøkkenhave.dk har dyrket økologisk køkkenhave siden 2014 og blev allerede første år introduceret til begrebet på det økologiske landbrug Grantoftegaard. Hun giver dig her en guide til, hvordan du gør.

Sædskifte – læs guiden og se hvor let det er

Sædskifte lyder som noget kun landmænd med store bedrifter behøver bekymre sig om. Men tro om igen. For hvis du dyrker dine højbede eller din køkkenhave økologisk, så giver det rigtig god mening, at tænke sædskifte ind i den måde du planlægger din køkkenhave på. Så undgår du nemlig med større sandsynlighed sygdomme og skadedyr.

Af Katja Hemming Hansen, minkøkkenhave.dk

Kort fortalt betyder sædskifte, at man ikke dyrker de samme afgrøder det samme sted i køkkenhaven mere end et år ad gangen. Det handler først og fremmest om, at forsøge at efterligne naturen, som sjældent vil lade sit frø eller sin stikling gro nøjagtigt samme sted år efter år. Mynte og jordbær vil for eksempel lave lange efterløbere som slår rod væk fra moderplanten og vind, vejr og fugle sørger for at sprede frø over lange afstande. Og det er smart. For skadedyr og sygdomme kan overleve i jorden fra en sæson til den næste, men da ikke alle planter angribes af de samme sygdomme og skadedyr, så kan man altså undgå det værste ved at flytte rundt på afgrøderne hvert år.

Jeg har dyrket med fire-års-sædskifte siden jeg begyndte i 2014, og det betyder altså, at jeg inddeler alle de grøntsager, som jeg vil dyrke i fire forskellige bede, der så bytter plads hvert år.

Alle afgrøder tilhører en familie som for eksempel kartofler og tomater, der tilhører natskyggefamilien og gulerod og knoldselleri, der tilhører skærmplantefamilien.

Sådan inddeler du afgrøderne i fireårigt sædskifte

For at finde ud af hvilke afgrøder og hvilke plantefamilier man kan dyrke sammen i de enkelte bede i et fireårigt sædskifte, har jeg fået hjælp fra havenyt.dk, der har lavet en oversigt:

  1. bed: Natskyggefamilien + valsk bønne
  2. bed: Kålfamilien + ærteblomstfamilien
  3. bed: Græsfamilien + græskarfamilien – kurvblomstfamilien – amarenthfamilien.
  4. bed: Skærmplantefamilien + løgfamilien

Og så er det bare at finde ud af hvilke afgrøder, du vil have i din køkkenhave eller i dine højbede, og dernæst finde ud af hvilke familier de tilhører for at placere dem i de rigtige bede. Det er lidt bøvlet, så derfor har jeg gjort det for dig, og du kan se resultatet på billedet her:

 

Saedskifte - guide.jpeg

 

Denne her oversigt hænger på min væg, så er det meget let at få overblik over, hvad jeg kan plante og så i samme bed.

Og her kan du se hvordan, det ser ud i praksis i mine forskellige bede i min køkkenhave.

Saedskifte - majs og graeskar

Saedskifte - hesterboenner og kartofler

Saedskifte - loeg og guleroedder

 

Mangfoldigheden i køkkenhaven

Udover de fire bede, så har jeg også et mangfoldighedsbed, inspireret af Camilla Plum. Hun er allermest optaget af at kartofler, jordbær og kål flyttes rundt, resten er op til hendes mangfoldighedsprincip:

 

”Jo flere forskellige (red. planter) sammen, jo bedre for den enkelte.”

 

Kraftigt inspireret af den idé har jeg reserveret et bed til mangfoldigheden. Her skal krydderurter, blomster og rabarber stå side om side med kartofler, et par majsplanter og hvad jeg ellers har fået til overs fra sædskifte-bedene. Så må tiden vise, hvordan det går.

 

Saedskifte - mangfoldighedsbed fennikel

Saedskifte - mangfoldighedsbed skaermplante

 

Sidst men ikke mindst så husk at skriv ned hvad du har gjort i år, så du også kan huske det næste år. Selv plejer jeg at lave en tegning, så jeg nogenlunde kan huske hvor jeg såede hvad.

 

Rigtig god fornøjelse med dit firårige sædskifte.

Saedskifte - kaal, boenner og aerter

 

 

Kilder: Havenyt.dk, Camillas Køkkenhave, Aarstidernes Køkkenhave

 

 

Follow:
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *