Opskrift Pizza Bianco med ramsløg

Jeg har været i skoven i dag og hente ramsløg, det er ved at være sidst på sæsonen, men ramsløgene står i fuld blomst og det gør dem også endnu nemmere at kende.

I dette indlæg vil jeg dele min opskrift på en pizza bianco med ramsløg.

Ramsløg

Til dem der ikke kender planten, så er ramsløg er en løgplante  der har lange fine blanke blade og en  hvide blomster der er samlet i en lille krone. Ramsløg dufter og smager af hvidløg.

Jeg må vel hellere nævne noget om forvekslingsmulighederne, så jeg ikke får lig på samvittigheden. Jeg synes selv ramsløg er nem at kende, den kan duftes langt væk, alt på planten dufter og smager af hvidløg, og den dækker ofte kæmpe områder af skovbunden. Men men men, der var jo de der tyskere der døde, fordi de forvekslede den med med linjekonvaller eller høsttidløs, så hvis du er i tvivl, så skal du måske lade være med at spise af den.

Men det ser så fantastisk ud lige nu, hvor alle blomsterne er sprunget ud og skovbunden er dækket, og hvis du ser sådan et område her, så er det bare at plukke løs.

Og nu til opskriften! I dag får du opskriften på en lækker Pizza Bianco med ramsløg, kartofler og feta!

Ingredienser

Pizzabund (2-3 bunde):

25 g gær

250 g hvedemel

250 g durum-mel

1/2 dl olivenolie

3 dl lunkent vand

Rigeligt salt

 

Fyld:

3 små nye kartofler

Ramsløg

Lidt økologisk feta

Økologisk creme fraise

Lidt økologisk mozerella (eller meget, hvis du synes)

1 fed hvidløg

Lidt salt

Fremgangsmåde

Start med at opløse gæren i det lunkne vand, tilsæt derefter olie, og til sidst mel og salt. Jeg æltede min dej i min røremaskine, men du kan sagtens gøre det ved håndkraft. Det er bare vigtigt den bliver æltet rigtig godt.

Lad dejen hæve i en times tid.

Når dejen har hævet en times tid og er blevet cirka dobbelt så stor, rulles den meget tyndt ud, drys lidt mel på så den ikke hænger fast. Dejen er lidt blød, men meget smidig, som man kan se er der masser af luft i dejen.

img_3076

Tænd ovnen på 250 grader.

Herefter blandes creme fraise og hvidløg sammen og smørres udover dejen.

Kartoflerne skæres i meget tynde skiver, gerne på mandolinjern hvis du har sådan et, ellers bare med en kniv. Skiverne lægges på pizzaen, fetaen smuldres ud over pizzaen, der drysses med lidt økologisk mozerella og de friske ramsløg til sidst.

Pizzaen bages i 10-12 minutter i bunden af ovnen, den skal være gylden og bunden skal være sprød.

IMG_3080

Pizzaen kan pyntes med nogle af de bedårende ramsløgsblomster som også kan spises.

Elsker du også ramsløg?

Men hvad kan du så ellers lave af ramsløg, spørger du? Jeg har lavet ét blogindlæg hvert år, de sidste tre år, med ramsløg opskrifter, så hvis du er på jagt efter flere opskrifter med ramsløg så kan du kigge her, her og her.

I de tidligere indlæg finder du blandt andet opskrifter på ramsløgssalt, ramsløgsmør, forskellige pestoer og bagværk med ramsløg.

Hvis du ikke kan spise dem alle sammen, så gør blomsterne sig også ganske godt i en buket!


Tak fordi du læser med, og huske at selvforsyningibyen.com også er blevet moderne og er kommet på både instagram og facebook. Der er direkte links til siderne hvis du trykker på social media-ikonerne i toppen af hjemmesiden.

Follow:
Share:

4 Comments

  1. maj 20, 2016 / 12:39 pm

    Ser lækkert ud! Der var ramsløg fra Aarstiderne, så jeg prøver den af i aften 🙂

    • maj 20, 2016 / 12:41 pm

      Dejligt du vil prøve opskriften, jeg synes det smagte super lækkert!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *