Sidste efterår afholdte jeg en konserverings-workshop på Mere liv i haven festival, der blev arrangeret af Praktisk Økologi. Her havde jeg alle mulige sylterier og forskellige tørrede sager med. En af dem var saltede og tørrede æggeblommer, og her får du min opskrift på dem. Det er et sjovt produkt, som kan bruges lidt som revet ost, over pastaretter eller salater.

Æggeblommerne lægges rå i en salt-sukker blanding, som gør dem faste nok til at man efter 4 dage kan tage blommerne op og tørre dem i dehydratoren eller ovnen.

Saltede, tørrede æggeblommer
Ingredienser
- 4 æggeblommer
- 300 gram salt
- 100 gram sukker
- evt. krydderier
Sådan gør du
- Bland salt og sukker og hæld halvdelen af blanden i et lille fad eller i en plastikbøtte, der er stor nok til at rumme de 4 blommer. Lav 4 små fordybninger i salten med en ske.
- Slå forsigtigt æggene ud et i et glas, og flyt lige så forsigtigt æggeblommerne over i salten, en i hver fordybning. Pas på at blommerne ikke brister.
- Drys lige så forsigtigt resten af salt/sukkerblandingen over æggeblommerne.
- Sæt låg på beholderen eller forsegl fadet med film eller bee’s wrap og sæt blommerne i køleskabet i 4-6 døgn.
- Efter de 4-6 døgn, tages blommerne forsigtigt op af beholderen, de er nu blevet rimelig faste, men er stadig skrøbelige. De skylles forsigtigt under vandhanen og tørres i dehydrator (eller ovn på 50 grader) i 3-6 timer.

Har du også mange æg for tiden, og mangler inspiration til hvordan du bruger dem? Så læs også opskriften på Egg noodles!