Kolonistaen med æggene

Næ..nej, ikke konen med æggene, dette er et helt nyt eventyr om den bæredygtige kolonista og alle hendes æggeskaller!

Jeg har læst at en almindelig person spiser 150-200 æg om året, og det gør jeg i hvert fald også. Jeg elsker æg! Jeg køber primært æg fra private, så jeg er sikker på jeg får æg fra gode, forkælede, sunde høns. Det ville komme bag på de fleste at det faktisk ofte også er billigere at købe æg på denne måde. Samtidig får man også sjove og forskellige æg i alverdens farver. Min æggepusher har fx flotte pastelgrønne æg!

imageMen faktisk er det slet ikke æg det skal handle om i dag, eller det er det, men ikke selve ægget, derimod hvad man kan stille op med alle de æggeskaller!

Æggeskaller består af 96% Calciumcarbonat krystaller (CaCO3) som er bundet sammen af proteiner. Æggeskaller bliver i kommercielle hensigter brugt til gødning eller til kalktilskud til dyr. Men de kan faktisk også komme til gavn i haven. Her kommer 3 måder man kan bruge sine æggeskaller på!

Gødning!

Æggeskaller er rigtig gode at tilføje i komposten for at tilføje calcium. Æggeskaller kompostere ret hurtigt, de behøver ikke at blive hverken steriliseret eller knust inden de ryger i komposten. Hvis man vil give sine planter et ordentligt skud calcium kan man også bare knuse æggeskaller og strø dem i bunden af hullet når man planter en plante i haven. Især tomater, peberfrugter og chilier er glade for et ekstra skud calcium.

Man kan gøde med æggeskaller på flere forskellige måder. Fx lave en flydende æggeskalsgødning. Her tager man 3 liter vand og 10-20 tørre æggeskaller lad det koge og herefter stå i gryden natten over.
Si så æggeskallerne fra og gød planterne med det. Tomater, chilier og peberfrugter har godt af at få sådan en omgang hver uge, men gør det så ofte du har æggeskaller til det. Vinteren over kan man gemme sine skaller så man har en ordentlig bunke når foråret kommer.

20150417-004905.jpg

20150417-004919.jpg

Tomaterne kan i hvert fald godt lide det!
20150417-014152.jpg

Snegleværn!

Hvis man har problemer med dræbersnegle i haven, kan man drysse nogle knuste æggeskaller rundt om de planter som dræbersneglene spiser. De skarpe kanter på æggeskallerne er ubehagelige for sneglene at slime sig henover, derfor vender de ”hurtigt” om.

Fuglefoder!

Indrømmet – det lyder lidt bizard at fodre fugle med deres egne (eller fjernt beslægtede slægtninges) æg, – men både før og efter æglægning har mor-fuglene brug for meget calcium. Man kan sterilisere sine æg i ovnen ved 120 grader i ca 10 min (for at dræbe evt. Salmonella) til de er tørre men ikke brune (med mindre ægget er brunt i forvejen selvfølgelig!). Strø dem sammen med fuglefoder på fuglebrættet. De glade mor-fugle vil sikkert takke dig ved at spise en masse af de trælse insekter fra haven.

Follow:
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *