DIY mobilt højbed med selvvanding

Lige for tiden er jeg ved at indrette min lille terrasse i min kolonihave. Jeg har nemlig aldrig nok plads til det jeg gerne vil dyrke i min køkkenhave, derfor udvider jeg med en krukkehave på terrassen.

IMG_2838

Et urtebed på hjul

Jeg har lavet et transportabelt krydderurtebed med selvvandingssystem. Der er nemlig meget man kan dyrke i potter, men der er nogle ting man lige skal være opmærksom på når man gør det.

Den første ting er at jorden i krukkerne hurtigere tørre ud end jorden i et bed. Derfor skal man altså vande sine krukker oftere. I varme perioder skal de vandes rigtig tit, jo mindre krukke, jo hyppigere skal der vandes.

I min krukkehave prøver jeg derfor ikke at bruge alt for små krukker, da jeg ikke altid har mulighed for at komme forbi min kolonihave hver eller hver anden dag.

Den anden ting man skal være opmærksom på er at når man dyrker i potter, bliver næringen i jorden hurtigt opbrugt, derfor er det også nødvendigt at gøde lidt oftere end hvis planterne stod i et bed.

IMG_2692

Nå, men jeg har altså lavet et lille trillende krydderurtebed med selvvanding, jeg synes det er ret smart med bede på hjul, fordi så kan man nemt flytte rundt på dem, hvis man vil have plads til flere bede og krukker, eller hvis man bare synes man trænger til at rykke lidt rundt på det hele.

DIY mobilt højbed med selvvanding

For at lave dit eget selvvandende krydderurtebed på hjul skal du bruge følgende:

En murerbalje – tjek under bunden hvad der står, nogle murerbaljer er fine at dyrke i, andre er ikke. Så vidt jeg er orienteret skulle dem mærket med PP eller et tal under 5 være sikre at dyrke i. Hvis der ikke står noget under bunden så vælg et andet mærke for at være sikker. Du kan se hvad de forskellige mærkninger står for her.

4 hjul

16 bolt skruer

16 spændeskiver

16 møtrikker

Et stykke rør, efter eget valg

Leccakugler

Et stykke ukrudsdug, eller hundetæppe, eller andet stof

En pose Pindstrup Krydderurtejord til økologisk dyrkning

 

Monter hjulene

Du skal starte med at tage din murerbalje, og sætte hjul på.

Jeg borede bare huller der hvor jeg ville have hjulene til at sidde, prøv dig frem med hvilken type bor der passer bedst til opgaven.  Så satte jeg hjulene fast med bolte og møtrikker. Vær opmærksom på hvor meget hjulene kan bære. I dette tilfælde kan de bære 40 kg pr. hjul dvs. 120 kg i alt, det er rigeligt.

Når hjulene er sat på, har du faktisk allerede et transportabelt og vedligeholdelsesfrit bed.

Lav et selvvandingssystem

Men jeg har valgt at lave et selvvandingssystem, da jeg ikke gider at gå og vande mine krukker hele tiden.

Det første du skal gøre er at bore nogle huller i siden af murerbaljen, jeg gør det ca. 1/3 oppe på baljen. Disse huller skal være der for at overskydende vand kan løbe fra. Hvis krukkerne står udenfor er det nemlig yderst vigtigt at de kan komme af med det vand de ikke skal bruge, hvis der har været en ordentlig byge. Ellers drukner planterne.

Derefter skal du fylde op til lige under hullerne med leccakugler. Dette område er det område som bliver fyldt med vand.

Jeg har taget et stykke rør, nok et der er beregnet til en vask eller sådan noget, du kan bruge hvad du vil, en gammel sodavandsflaske hvor bunden er fjernet vil også virke.

Jeg har boret et par huller i røret, bare for at være sikker på at vandet kan komme ud, selv hvis leccakuglerne spærrer lidt for rørets åbning i bunden.

Så skal røret stikkes ned i leccakuglerne, jeg satte røret i det ene hjørne, men du kan sætte det hvor du vil.

Derefter lagde jeg et stykke ukrudtsdug ned over leccakuglerne.  Grunden til dette er for det første at dugen suger vand op til jorden, og jorden transporterer så vandet op til planternes rødder. Det er bedst hvis man tager et stykke der er lidt for stort, og så skubber det ned langs siderne så det kan trække vand op fra bunden af beholderen. Ukrudsdugen fungere også som skillevæg mellem leccakuglerne og jorden, så jorden ikke kommer ned i vandet og bliver drivvåd, samtidig er det nemmere at fjerne jorden og skifte den, uden den bliver blandet sammen med leccakuglerne.

Fyld bedet op med jord

Her efter fyldes jorden i. Jeg har fået lov at anmelde krydderurtejord til økologisk dyrkning fra Pindstrup, og jeg har derfor fyldt dette i mit bed.

Denne jord er særligt egnet til at dyrke krydderurter i. I jorden er der tilsat lergranulat, dette gør at den holder bedre på vandet i jorden. Dette er altså rigtig praktisk når man dyrker ting i krukker og beholdere. Blandingen er ydermere tilsat økologisk gødning i form af knust lupinfrø og økologisk hønsegødning. Dette vil holde et par uger, og derefter kan man gøde efter med noget økologisk gødning.

Jorden er godkendt til brug i økologiske sammenhænge og Pindstrup bliver flere gange årligt besøgt af NaturErhverv som tjekker og godkender disse produkter.

Jorden kan bruges både inde og ude, i både krukker, urtepotter og bede.

Derefter er det bare at fylde vand ned i gennem røret jeg vil skyde på der kan være ca. 20-30 liter i bunden af baljen, vande jorden i gennem,  så den bliver fugtigt og så plante eller så de krydderurter man gerne vil have i sit bed.

Vælg dine planter

Jeg har plantet citronverbena, lakridsverbena, ananassalvie, thailandsk korriander, rødbladet syre, rød skovsyre og lidt pluksalat.

Det færdige bed. Perfekt til den lille byhave eller altanen, hvor det er godt at kunne flytte hurtigt og nemt rundt på tingene. Vedligeholdelsesfrit, selvvandende, transportabelt og fyldt med lækkert jord, som egner sig til den økologiske og giftfrie have, hvad mere kan man ønske sig?

Follow:
Share:

3 Comments

  1. Camilla
    marts 27, 2017 / 3:20 pm

    Hvor er dette bare en smart idé!! Vil det mon også fungere til fx tomatplanter? Jeg har netop modtaget en pakke med frø fra dig, blandt andre Banana Legs tomater, og jeg tænkte om de mon kunne vokse på denne måde hvis jeg sørger for støttepinde i baljen? Jeg har kun en altan at dyrke på, så jeg forsøger at få mest muligt ud af den

    • LotteDenckert
      Forfatter
      april 10, 2017 / 10:00 am

      Ja, det kan du sagtens, det har jeg selv gjort sidse år også :)!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *