Det er forår, og det er tid til at forberede haven til denne sæson.
I dette indlæg vil jeg derfor vise jer hvordan man kan lave en mini polytunnel til sit højbed.
En Polytunnel er et slags drivhus, hvor man bruger nogle buer som skelet og plastik udover. Det er et billigt alternativ til et drivhus.
Jeg bruger mine polytunler til de bede hvor jeg har kartofler, så temperaturen omkring dem bliver højere, herved kan jeg dyrke mine kartofler tidligere. Jeg bruger også polytunnel over mine kålplanter, både for at få lidt ekstra varme, men også for at holde kålsommerfuglene ude, så de ikke lægger æg på mine kålplanter. Man kan sætte enten plastik, fiberdug eller insektnet på sin polytunnel alt efter hvilke behov man har.
Fremgangsmåde
Jeg vil prøve at forklare det så godt jeg kan, men da jeg ikke har nogen håndværksmæssig uddannelse, og fordi jeg altid bare improviserer og ikke rigtig har forstand på hvordan man gør tingene korrekt, så må i bære over med mig.
Du skal bruge:
Ubehandlet træ, fx. nogle skillerumslægter eller andet i den stil.
Elektriker rør i plastik (Kan købes i metermål i de flerste byggemarkeder)
Skruer
Træ-bor der passer til diameteren på elektrikerrørene
Boremaskine
Sav
Du skal finde noget træ, og starte med at lave en ramme der passer på dit højbed. Man kan også samle hjørnerne med nogle vinkelbeslag i stedet for at gøre som jeg har gjort her, med at skære et stykke træ til at sætte i hjørnerne for at stabiliserer rammen.
Derefter skal du bore nogle huller der passer til dine buer. Jeg borer kun halvvejs ned igennem rammen. Jeg har valgt at skrue dem fast med en enkelt skrue, det giver mere stabilitet end hvis de bare er stukket ned i hullerne. Jeg borede først et hul skråt ned af og så skruede jeg en skrue i.
Jeg valgte at lave en ret simpel mekanisme til at kunne løfte polytunlen op med, så man kunne komme ind til bedet for at høste og luge. Jeg satte to beslag der kan åbne og lukke fast til højbedet og skruede to stykker træ fast på dem. Når tunlen er nede ligger de to stykker træ nede langs kanten af bedet og kan ikke ses. Når man løfter tunlen kan man så lige rejse pindene op og så kan man komme til bedet.
På mine tunler har jeg valgt at klipse plastik eller fiberdug fast på selve rammen.
Jeg har lige læst din vejledning til poly tunellen. Sikken vidunderlig klar og kortfattet smart tunnel! Tak!!
Venlig hilsen,
Birgit