Bondemad – Gratineret løgsuppe

Sæsonens grøntsager

I september måned, er vi som blogger om mad og opskrifter fra mit bloggerfællesskab, Bloggers by Heart, gået sammen om at lave en blogserie om sæsonens grøntsager. Her sætter vi i fælleskab fokus på de grøntsager der er i sæson lige nu, og hvad du kan bruge dem til. Jeg skyder serien i gang i dag, og den grøntsag jeg har valgt, er en som er yderst brugt, men som næsten altid får rollen som statist fremfor hovedrollen når gryderne skal svinges – nemlig løget i dag i form af gratineret løgsuppe!

Det oversete løg

Jeg bruger rigtig meget løg når jeg laver mad, og jeg elsker og at dyrke løg i haven. Da jeg skulle vælge den grøntsag, der skulle være mit bidrag til denne serie, valgte jeg udfra hvad jeg har høstet og har meget af lige nu. Løgrankerne hænger tungt i mit forrådsskab og det har været et fantastisk løgår i år, derfor faldt valget selvfølgelig på løg.

Løg er en lidt overset grøntsag, og i de fleste retter optræder løget kun i en sparsom statistrolle, som et slags krydderi. Der er få retter som løget får lov at spille hovedrolle i, så derfor vil jeg gerne fremhæve en sådan ret, i dag.

Løget kan nemlig sagtens spille hovedrollen i en hovedret! Det hele handler om tilberedning og om at bringe løgets naturlige sødme frem.

Gratineret løgsuppe

Vi går efteråret i møde, temperaturene er dalende, bladene på træerne gulner og man har allerede brug for noget at varme sig på. Den perfekte ret at varme sig på, en blæsende og regnfuld september dag, er gratineret løgsuppe. Jeg kalder den ikke for en fransk løgsuppe, for jeg tror jeg bevæger mig for langt væk fra de originale opskrifter, til at kunne forsvare at kalde den sådan. Inspirationen til suppen, har jeg dog fundet i den klassiske franske løgsuppe. Min løgsuppe er en bondeversion, som fungerer rigtig godt hvis man ikke har et særligt udvalg af alkohol og oste på lager, men gerne vil lave en løgsuppe alligevel.

Gratineret løgsuppe vinder ikke på at være verdens flotteste ret, men den vinder helt sikkert på smagen!

I humør til flere opskrifter? Prøv opskriften på mine hjemmelavede ristede løg!

Udskriv

Gratineret løgsuppe

En rigtig brun bonderet fyldt med smag og friske råvarer!
Ret Hovedret
Keyword bondemad, gratineret løgsuppe, løgsuppe
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 2 timer
Antal 4 personer
Forfatter LotteDenckert

Ingredienser

  • 1 kg løg
  • 1/2 dl portvin Eller cognac eller sherry eller hvad du har
  • 2 spsk hvidvinseddike Eller æblecider eddike eller balsamicoeddike
  • 1 1/4 l kalvefond Eller kyllingefond eller grøntsagsfond. Jeg brugte 2 spsk flydende økologisk koncentreret kalvefond blandet med vandet.
  • 4 laurbærblade
  • 8 sorte peberkorn
  • 1 tsk tørret timian
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 tsk fiskesovs
  • 50 g smør
  • olivenolie
  • salt

Gratinering

  • 300-400 g ost Originalt fx. Gruyere ost men det kunne jeg ikke få i Fakta på landet så jeg brugte Gouda.
  • 2 daggamle flütes Eller andet daggammelt hvidt brød
  • 2 fed hvidløg

Sådan gør du

  • Pil dine løg og snit dem i 2-2,5 mm tykkelse ved først at skære løget over fra top til bund og der efter skære halve løgringe.
  • Smelt smørret i gryden ved middel varme, put løgene i, og lad dem simre under hyppig omrøring i 1-1,5 time. Løgene må ikke branke, de skal laaaaangsomt karamelliserer. Det tager tid.
  • Mens løgene simre, skæres flutes i skiver og ristes helt sprøde i ovnen ved 180 grader
  • Herefter grubbes alle stykker flütes med hvidløg
  • Når løgene er faldet helt sammen, blevet gyldne og lysebrune hele vejen igennem så tilsættes portvin. Det får lov lige at koge op så alkoholen kan fordampe.
  • Herefter drysses mel over løg og portvin og det omrøres lidt før fond tilsættes lidt efter lidt, så suppen tykner en smule.
  • Herefter lægges laurbærblade, peber og timian i en gazepose eller tepose og lægges i suppen.
  • Vineddike, og fiskesovs tilsættes og suppen får lov at simre i 20-30 minutter.
  • Tilsmag med salt.

Gratinering

  • Riv osten, der må gerne være 100 g til hver portion, men mindre kan også gøre det.
  • Tag 4 ovnfaste skåle og fordel suppen heri.
  • Læg cirka halvdelen af osten til hver portion oven på suppen.
  • Læg herefter dine brødskiver ovenpå osten, 2-4 stykker brød pr. portion, alt efter størrelsen på dine skåle og dit brød.
  • Put resten af osten på toppen af brødet og sæt det i ovnen ved 200 g indtil osten er smeltet og gylden, det tager 10-15 minutter. Hold godt øje, pludselig kan det gå stærkt.
snittede løg til gratineret løgsuppe
Fintsnittede løg parat til at blive brunet.
gratineret løgsuppe krydderier i gaze
Gazepose med krydderierne.
gratineret løgsuppe
Gratineret løgsuppe med hvidløgsflutes og ost.

Læs med hos mine bloggerkollegaer

I løbet af denne måned kan du få mange flere lækre opskrifter med årstidens grønt. Her kan du se hvem du skal hoppe forbi i denne måned for endnu mere inspiration!

2. september skriver Malene Parry fra https://heltoptilmaanen.dk/ om artiskokker.

3. september skriver Lene Bargisen Tranberg fra https://Bagvrk.dk/ om savoykål

4. september skriver Malin fra https://malinsmad.dk/ om rødbeder

7. september skriver Bianca fra https://homebybianca.dk/ om grønkål

8. september skriver Stine Laurine Kaas Bengtsson fra https://myfoodblog.dk/ om blomkål

9. september skriver Susanne Lehmann Pagh fra https://sundtforto.dk/ om jordskokker

10. september skriver Tekla Bach fra https://teklaskoekken.dk om Rosenkål

11. september skriver Camilla Cecilie Weltzhttps://camillacecilie.dk/ om græskar

Jeg glæder mig til at læse med ved dem alle, og finde inspiration til lækre retter med årstidernes grønt. Jeg håber du også vil læse med!

Follow:
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kunne du lide opskriften?